Herman Melville

Bartleby

Udgivelsesdato: 23-12-2022 · ISBN: 978-87-93911-19-2 · Pris: 140,00 kr

Herman Melvilles novelle fra 1853 om skriveren Bartleby, der på en sær og ubestemmelig måde vægrer sig mod at udføre sine arbejdsopgaver med den berygtede sætning “I would prefer not to” eller på dansk “Jeg ville foretrække ikke at…”.

Denne danske oversættelse af Herman Melvilles fortælling om det milde væsen Bartleby er motiveret af tre forhold: Et ønske om en enkel og mere aktuel dansksproget udgave, en idé om at den litterære figurs uhyre mange ideologiske, politiske og psykologiske tolkningsmuligheder kan udfordre aktuelle og fremtidige samtaler, og endelig mere pragmatisk, at fortællingen i et lille bogformat bliver let tilgængelig for et dansk publikum.

Fortællingen af Herman Melville fra 1853 er tidligere oversat til dansk adskillige gange i flere gode udgaver: v. Niels Haislund, Det Schønbergske Forlag, 1953; v. Anders Saustrup, Hasselbalch, 1962; v. Henrik G. Poulsen, forlaget Tusculanum, 2000; v. Flemming Chr. Nielsen, Bindslev, 2013. Dertil kommer at novellen er blevet fortolket både som hørespil i 1967 oversat af Eiler Jørgensen og som tegneserie fortolket af José-Luis Munuera, oversat af Marlene Wulff Olsen til dansk i 2021.

Oversættelsen fastholder Melvilles brug af både direkte og indirekte samtidshistoriske og allegoriske referencer fra 1800-tallets amerikanske kultur uden nutidige tilpasninger og uden forklarende fodnoter. Det samme gælder visse idiomatiske 1800-tals udtryk, der kan forekomme ukendte for en dansk nutidslæser (Fx “at skovle antracit på kul”, der kunne mimes med et nutidigt mere mundret “benzin på bålet”, hvis ikke det var fordi benzin først for alvor bliver et kulturmateriale i slutningen af 1800-tallet).

Et centralt tema for enhver oversættelse af Bartleby er sætningen “I would prefer not to,” der er skriveren Bartlebys primære og i bogstaveligste forstand skelsættende mundtlige udsagn. Sætningen virker som novellens både sproglige og narrative katalysator. Bartleby fremsiger replikken (stort set karakterens eneste mundtlige udsagn) godt en halv snes gange med den angivne version som den dominerende. Andre gange forskydes sætningens betydningspotentiale en smule ved udgaver som fx “I prefer not to” og få steder efterfulgt af et mere konkretiserende sætningsprædikat.

På dansk er primært to grundversioner mulige: variationer over “Jeg ville foretrække ikke at …/ Jeg ville foretrække at lade være” og “Jeg vil helst ikke.” Den sidste mulighed er fravalgt, primært fordi sætningens vigtige karakter af ubestemthed her alene er knyttet til adverbiet “helst”. I originaludgaven er den samme åbne struktur indlejret i både “prefer” (foretrække), i “would” (ville) (der bl.a. udstiller et høflighedsaspekt) og i sætningens konstruktion, syntaksen, som på engelsk tillader en form for ufærdigt sætningsprædikat. Dertil kommer en passage i novellen, hvor fortællerstemmen, advokaten, fører en sindrig dialog om verbet “prefer” sammen med sine ansatte. Endelig spiller ordet “prefer” på konnotationer til tidens retssystem, idet man på engelsk kan “prefer” (rejse) et juridisk sagsanliggende for en dommer.

Novellen har haft en omfattende og mangesidig receptionshistorie. Forfattere og tænkere som Deleuze, Derrida, Zizek, Freud, Sartre, Agamben og mange andre har brugt fortællingen som et radikalt billede på filosofiske, litterære og politiske temaer. Bartleby er eksempelvis blevet læst som en religiøs lignelse, et litterært angreb på Charles Dickens, en historie om Melvilles økonomisk stressende karriere, en fantasi om sprog og absurditet, en fortælling om kapitalisme og udbytning af arbejdere, og som en kritik af prekære og undertrykkende arbejdskulturer. Blandt mange andre læsninger.

Omslaget er tilrettelagt og tegnet af forfatter og tegneseriekunstner Lars Kramhøft, der med sine karikerende streger på for- og bagside har slået tonen an for det afgørende “mellemrum” der optræder mellem historiens protagonist og antagonist – uden at man helt kan afgøre hvem af de to hovedkarakterer der spiller hvilken rolle!

Tre eksempler på tolkninger af novellen Bartleby

Bartleby og autisme – Bartleby som en typisk atypisk autist

Professor Amit Pinchevski ved The Hebrew University, Jerusalem gennemgår i sin tekst Bartleby’s Autism fra 2011 en række forskeres analyser af novellen, der alle har fortolket fiktionen som relevant for forståelse af autismebegrebet. Disse læsninger udspringer af den lighed der umiddelbart forekommer at være mellem Bartleby-karakterens adfærdsmønstre og de karakteristika man gængs forbinder med autisme: Bartlebys mangel på empati; hans gentagne handlingsmønstre og de tilsyneladende ensartede og gentagne sproglige udsagn; hans ringe evne til at skabe kontakt og venskab med hans arbejdsfæller; hans idiosynkratiske særinteresser (i begyndelsen af novellen besættelsen af at kopiere og hans fødeindtag, der er begrænset til ingefærkiks og en smule ost); og endelig Bartlebys selvvalgte (delvist) isolation og forbliven på det samme sted.

Ifølge Pinchevski udspringer denne interesse for koblingen mellem autisme og fænomenet Bartleby af flere mulige motiver, fx: 1) Fiktion har en særlig mulighed for at udtrykke adfærdspsykologiske mekanismer i autismespektret; 2) Som et 1800 tals vidnesbyrd om at autismebegrebet ikke alene er et nutidsfænomen, men har historisk relevans; 3) Divergenser mellem opfattelsen af autisme som en social og kulturel konstruktion og et individualistisk psyko-patologisk og diagnoserettet fokus.

Kilde: Pinchevski, Amit, Bartleby’s Autism, 2011.

Agamben – om uforudsethed i sproget

Sprog som ikke siger noget, betyder noget, giver mening fra sig er sprogs mest grundlæggende betingelse. Sådan kan man måske noget kækt opsummere Giorgio Agambens læsning af novellen Bartleby. Man vil måske indvende at det er omvendt, at sprog er det menneskelige fænomen, som forudsætter at der er et eller andet at sige. At sprog først og fremmest er en kommunikativ omgang med en eller anden betydning. Men for Agamben er det anderledes: Med figuren Bartleby har Melville skabt en karakter, der, netop ved at bruge sproget (omend diskret og minimalt) til at fremkalde et betydningsmæssigt vacuum i sproget, udstiller sprogets mest rene potentiale. At sprogets rummer et uforudsethed som ikke kan uddestilleres af sprogets regler, syntakser, grammatikker. Et vacuum som til gengæld kan fremkalde alle mulige andre sproghandlinger, fx. fortællerstemmens kaskade af refleksioner og udsagn i advokatens forsøg på at forstå sit møde med Bartlebys sproglige tomrum.

Giorgio Agamben has suggested that Bartleby’s formula captures a fundamental potentiality in language that is manifested not so much in its capacity to signify something, but in its potential to signify nothing. And this expressible potential, the potential to express precisely nothing as such, is constitutive of language itself. “As a scribe who has stopped writing,” writes Agamben, “Bartleby is the extreme figure of the Nothing from which all creation derives; and, at the same time, he constitutes the most implacable vindication of this Nothing as pure, absolute potentiality” (2000, 253–54). Bartleby’s formula marks a moment when language retreats from predication into a mode in which it appears to signify pure potentiality, precisely by virtue of stating nothing (see Heller-Roazen, 19–20). This formula, which hovers between affirmation and negation, acceptance and refusal, produces a singularly paradoxical speech act: a performative that performs nothing, a performative of nonperformance. Instead of the Shakespearian formula “to be or not to be,” which collapses everything to an ontological binary, Bartleby’s formula suggests a third possibility, irreducible to neither Being nor non-Being and exceeding both. The potentiality announced by Bartleby is arguably the basis for a new kind of ontology; indeed, as Agamben concludes, the basis for creation itself. / Alice lagaay og Juliane Schiffers

Kilder: Alice lagaay og Juliane Schiffers: Passivity at Work. A Conversation on an Element in the Philosophy of Giorgio Agamben og Bartleby, or On Contingency, Giorgio Agamben, 1993

Bartleby – en undviger af spillet om magten

Filosoffen Slavoj Žižek anskuer Bartlebys “I would prefer not to” som en slags metafor for en ultimativ “nej-sigen” til al (politisk) magtudøvelse. Som en ubestemmelig mur af tavshed vendt mod enhver tilsyneladende gestus udtrykker magtens tilstedeværelse eller virkning. Sætningens kraft (og lignende handlingers kraft) ligger i det forhold at afsenderen vender ryggen til de spilleregler som overhovedet gør magtudøvelse mulig.

Analysen er et centralt tema i bogen “Parallax View” fra 2006 hvor Zizek kredser om relationer mellem begreber som magt, hegemoni, kapitalisme og andre overstyrende principper i forhold til oppositionelle begreber som modmagt, antikapitalisme, oprør osv. Tilsammen danner oppositionerne en slags fælles sociale zoner, hvor en mere grundlæggende strid om magt finder sted. Usynlige bånd mellem protagonistiske og antagonistiske kræfter som to sider af samme sag. Forklædt som om de var oppositioner med den konsekvens at meget oprør og ideologisk modstand mod herskende klasser og ideologier får karakter af pseudoaktivitet og dermed i et eller andet omfang bærer et selvbedragerisk element, fordi det revolterende subjekt ikke er i stand til at perspektivere sin egen rolle i et større spil om magt Slavoj Žižek ser fortællingen om Bartleby som en litterær sprække ind i en tredje mulighed:

Systemet kan aldrig få fat i dette rygvendte subjekt, netop fordi det konsekvent insisterer på et fravær eller ikke-tilstedeværelse på magtens kampplads. En ikke-handling midt i det som synes at være en evindelig dynamik af demokratisk pludren, markedskræfter der buldrer, konsumenter der støjer mens de forbruger og larmer endnu højere når de på sociale medier protesterer mod varernes ringe kvalitet eller deres negative virkninger på miljø og menneskekrop.

I stedet stiller figuren Bartleby sig ved siden af og “kræver kke noget særligt”. I larmende tavshed.

Som mange andre af Žižeks tekster og ideer bygger hans analyse af Bartleby på Lacans psykoanalytiske teorier. Žižek taler derfor om det grundlæggende skift, vi må foretage, ved at nægte os selv den nydelse vi får ved at modstå og protestere mod magt ved at “tale ud”. I stedet må vi tie og fjerne os fra den tilfredsstillelse der knytter sig til enten at udøve magt eller at stille sig i opposition. Hvis reel forandring er mulig, vil den Ifølge Žižek vokse frem af en fuldstændig afvisning af ethvert spil om magt

Kilde: Žižek, Slavoj, Parallax View, 2003